Gældsuro og skuffende nøgletal
De makroøkonomiske nøgletal blev skubbet lidt i baggrunden i juli, hvor fokus var på opblusningen af gældskrisen i både Europa og USA. EU’s ledere kunne ikke blive enig om en ny hjælpepakke til Grækenland, som skal sikre fundingen i 2012. Krisen spredte sig også for alvor til Italien og til dels Spanien, da der blev stillet spørgsmålstegn ved holdbarheden af Italiens store gæld og Spaniens budgetunderskud. EU’s ledere nåede dog til enighed om en ny redningspakke til Grækenland og en udvidelses af krisefonden EFSF’s beføjelser for, at dæmme op for fremtidig gældskriser. Aftalen var bedre end ventet, men der var bekymringer for, at EFSF’s kapacitet, som ikke blev udvidet, ikke er stor nok til at modstå fremtidige kriser. Samtidig blev gældssituationen i USA forværret, da de emokratiske og republikanske ledere ikke kunne blive enig om at hæve gældsloftet og gennemfører forbedringer på statsbudgettet. Dette har øget sandsynligheden for en nedgradering af USA’s kreditværdighed, og vil i værste fald medføre en betalingsstandsning i USA.
Den negative stemning på de finansielle markeder blev ikke bedre af, at nøgletallene i juli generelt var dårlige end ventet. Den største skuffelse kom fra arbejdsmarkedet i USA, da der kun blev skabt 18.000 nye job i juni mod ventet 105.000, og tallene fra sidste måned blev revideret fra 54.000 til 25.000. Det er problematisk, at arbejdsmarkedet nærmest ikke er blevet forbedret på trods af det økonomiske opsving de sidste 2 år, da det er en forudsætning for, at privatforbruget for alvor kommer op i gear og økonomien hermed kan blive selvbærende. Den nedtrykte stemning blandt de amerikanske forbrugere kom til udtryk ved, at forbrugertilliden faldt til det laveste niveau siden januar 2009, hvor USA stadig var i recession. Væksten i 2. kvartal fra USA skuffede også med en annualiseret vækst på kun 1,3% mod ventet 1,8%, og samtidig blev væksten i 1. kvartal nedjusteret fra 1,9% til 0,4%. Positiv var det dog, at ISM overraskede positiv med en stigning fra 53,5 til 55,3 mod et ventet fald til 52, hvilket giver håb for en solid vækst i 3. kvartal.
Gældskrisen i Europa og en opbremsning af eksporten begynder at ramme det europæiske opsving, hvor det sammensatte PMI-indeks faldt mere end ventet fra 53,3 til 50,8. Dette er det laveste niveau siden august 2009 og indikerer en kvartalvis vækst i Eurozonen tæt på nul. Samme billede viste den økonomiske tillidsindikator fra Eurozonen, som faldt fra 105,1 til 103,2, hvilket er det laveste niveau i et år. Tyskland har været vækstlokomotivet i Eurozonen, men er nu også begyndt at vise svaghedstegn, da både PMI-indeksene og IFO fra Tyskland faldt mere end ventet. Dette tyder på, at problemerne i randlandene ikke vil blive mindre som følge af høj vækst i kernelandene.
Estimatet for inflationen i Eurozonen i juli blev på 2,5% mod sidste måneds inflation på 2,7%. Dette er stadig et stykke over ECB’s inflationsmål, men burde mindske ECB’s bekymringer en smule.
Centralbanker
Trichet forhøjede renten med 0,25% og udtrykte sig positivt om momentum i den europæiske økonomi trods gældskrisen. Han indikerede også en ny rentestigning indenfor de næste 3 måneder ved at bruge udtrykket ”monitor very closely” om inflationen. Nationalbanken i Danmark fulgte trop og satte udlånsrenten op med 0,25%.
Yderligere pengepolitiske lempelser i USA synes ikke lige om hjørnet, men i Bernankes tale til Repræsentanternes Hus indikerede han, at nye lempelser (QE3) kunne komme på tale, hvis deflationsrisikoen øges og de seneste svaghedstegn i økonomien varer længere end hidtil forventet.
Dårlig måned for aktier
Flere og flere tegn på en opbremsning i den globale økonomi samt en eskalering af gældskrisen i både Europa og USA, fik de globale aktieindeks til at falde i juli. Globale aktieindeks faldt ca. 2,7% i juli, og er kun steget 0,1% i år. Med et afkast på -2,4% i juli fulgte det danske C20-indeks med globale aktier ned, og C20-indekset har givet et afkast på -7% i år. Gældsuroen og de dårlige nøgletal fik investorerne til at søge i ”sikker havn”, hvilket sendte de danske renter markant ned, og den danske 10-årige rente faldt med hele 0,5% i juli. Den stigende nervøsitet fik også guldprisen til at stige med hele 8,5% i juli, og er nu i det højeste niveau nogensinde.
Alfred Berg
Amaliegade 3
DK-1256 København K
Tel: +45 33 96 10 00
Fax: +45 33 96 10 99
E-post: info@alfredberg.com